Tv-overvågning til erhverv er et godt supplement til de traditionelle sikringsforanstaltninger, og tv-overvågning kan bruges, når en vagtovervågning ikke er økonomisk muligt.
Hvorfor tv-overvågning?
Det er vigtigt nøje at beskrive formålet med overvågningen. Et transmitteret billede er f.eks. kun til nytte, hvis en person ser på tv-skærmen hele tiden. Kunsten består derfor i at begrænse mængden af optagelser, men samtidig at sikre, at der optages på det rigtige tidspunkt. Videobilleder vil i så fald kunne afsløre kriminelle handlinger, der ellers ville have været vanskelige at opklare.
Hvordan kan tv-overvågning benyttes?
Der er mange områder, hvor tv-overvågning med fordel kan bruges f.eks. i tilknytning til et AIA-anlæg, butiksarealer eller i produktionsmiljøer.
Tv-overvågning bruges i stigende grad som del af et AIA-anlæg. Anlægget overfører via kameraer billeder til en kontrolcentral. På den måde kan man få bekræftet, om der er tale om en reel alarm, og så straks reagere ved f.eks. at tilkalde vagt eller politi.
I detailhandlen har tv-overvågning stor præventiv virkning mod butikstyveri og tyveri i øvrigt. Overvågningen betyder ofte, at forretningens svind minimeres væsentligt. Overvågningen kan også være med til at gøre planlægning af et senere indbrud vanskelig, ligesom overvågningen yder en præventiv virkning mod røveri.
Tv kan med stor fordel også anvendes til overvågning af transportbånd og produktionsprocesser. En sådan overvågning kan forebygge produktionsstop, skader på kostbare maskiner, og at uvedkommende får adgang til følsomme områder m.v.
Tv-overvågning kan lagres analogt eller digitalt. Det kan være til stor nytte, når man skal rekonstruere og afdække hændelsesforløb forud for den kriminelle handling – eksempelvis et røveri. Nogle gange sker det værst tænkelige: Dårlige eller ingen billeder på et vigtigt tidspunkt.
Vær derfor opmærksom på belysningsforholdene og kameraplaceringen. Hvordan er lysforholdene, når der skal optages? For meget lys giver meget lyse billeder, for lidt lys giver meget mørke billeder. Placeringen af kameraerne skal tilpasses. Spares der på antallet af kameraer, kan der opstå døde vinkler, som indbrudstyvene kan udnytte. Vær også opmærksom på, at hvis man skal kunne identificere personers ansigter, så nytter det ikke at filme i fugleperspektiv, det vil sige fra stor højde.